Vinterfugle i haven

Hver vinter når det bliver koldt, så fodrer vi fuglene på Næsby Strand Natur- og Friluftscenter. Det foregår i den private del, men det trækker fugle til fra nær og fjern, så der er fugle allevegne i haven. Vi fodrer ofte først, når det for alvor bliver koldt. Inden da gør fuglene nytte ved at "støvsuge" huset for edderkopper.

Foderbrættet er normalt placeret ret tæt på huset, så vi har glæde af fuglene og nemmere kan fotografere dem. I år er foderbrættet for fotografens og fuglenes skyld camoufleret med et kasseret juletræ. Kosten er især solsikkefrø købt i store sække, så det er billigst. Undersøgelser har vist, at solsikke- og hampefrø indeholder mest næring til fuglene. Der suppleres med fuglekugler. Det er især flagspætten glad for.

Der er ikke to år, som er ens. I år oplever vi et overvældende antal mejsefugle, men næsten ikke nogen grønirisker, som der ellers plejer at være rigtig mange af.

Du kan herunder se fotos af nogle af havens fugle. I nævnte rækkefølge ses musvit, spætmejse, blåmejse, sortmejse og sumpmejse samt bogfinke, kvækerfinke, skovspurv, grønirisk, rødhals, stillits, den imponerende kernebider, dompap, den lille grønsisken, ringdue og stor flagspætte.

Efterhånden, som vi får bedre og flere fotos bliver siden opdateret.