Stenfugle fra stranden

Ugens kreative er igen lavet af vores datter, Marie. Det er igen en af de nemme ting, som man kan lave året rundt, men som er så søde. Af helt særligt udvalgte sten fra stranden blev vi pludseligt præsenteret for de sødeste små fugle. Far havde lidt to-komponent stenlim i værkstedet, så de blev hurtigt limet sammen. Mor og datter videreudviklede idéen med mos og nedfaldne birkegrene, der blev snoet og bundet med lidt ståltråd. Så blev fuglene til dyr på reder. Den første blev fluks brugt til en gave og Marie har nu modtaget bestilling på 3 mere, så nu er der gang i en lille produktion.

Prøv det selv eventuelt sammen med jeres børn. Det er sjovt, nemt, og de ser bare søde ud rundt omkring i haven og i krukker.